Vi ændrer lidt på åbningstiderne i vinterhalvåret
Tiderne ændrer sig – også i Aarhus Sea Shop.
Gennem de senere år er en stadig større del af vores handel flyttet over på webshoppen, og det betyder samtidig, at der er blevet længere mellem kunderne i den fysiske butik. Det mærker vi især i vinterhalvåret, hvor aktiviteten på vandet naturligt også er mindre.
Derfor har vi kigget på, hvornår I rent faktisk besøger os – og besluttet at tilpasse butikkens åbningstider til virkeligheden.
Fra 1. oktober til 31. marts holder vi åbent:
Mandag–torsdag kl. 10.00–16.30
Fredag kl. 10.00–17.30
Lørdag kl. 10.00–14.00
Vi beholder fredag som lang dag, så der fortsat er mulighed for at besøge os efter normal arbejdstid.
Der ligger også en anden tanke bag.
Vi er en lille specialforretning. De mennesker, der står klar til at hjælpe dig i butikken, er de samme, som pakker webordrer, besvarer mails, bestiller varer, opretter nye produkter og får alle de mange ting bag kulissen til at hænge sammen.
Og så skal vi også passe lidt på os selv.
Der er ikke meget fornuft i at holde døren åben en ekstra time på de stille vinterdage, hvis der næsten ingen kommer. De timer kan vi bruge bedre – både på vores kunder, på forretningen og på at skabe lidt mere luft i hverdagen.
Det betyder ikke, at vi er på vej væk fra den fysiske butik. Tværtimod.
Vi tror fortsat på værdien af en rigtig sejlerbutik, hvor du kan komme ind, prøve tøjet og støvlerne, få grejet i hånden og få hjælp af mennesker, der ved, hvad de taler om.
Vi tilpasser bare åbningstiderne til den måde, I faktisk bruger os på.
Når sejlsæsonen vender tilbage 1. april, vender vores normale åbningstider også tilbage, og vi holder igen åbent til kl. 17.30 på alle hverdage.
Webshoppen er selvfølgelig åben døgnet rundt.
Tak fordi I handler hos os – uanset om det er over disken i Egå eller hjemme fra sofaen.